StudieInfo – 21.500 elevers første møde med videregående uddannelser

StudieInfo – 21.500 elevers første møde med videregående uddannelser

StudieInfo er et nyt vejledningsarrangement for 2.g- og 1. HF-elever arrangeret af de videregående uddannelsesinstitutioner i Jylland og på Fyn. StudieInfo giver eleverne en bred introduktion til deres  uddannelsesmuligheder, og det er elevernes første skridt på vejen mod
valget af deres fremtidige uddannelse.

StudieInfo blev afholdt første gang i foråret 2019 fordelt på 18 arrangementer, hvor 125 gymnasier og mere end 20.000 elever deltog. På dagen møder eleverne vejledere og nuværende studerende fra en lang række videregående uddannelsesinstitutioner ved messestande, og de deltager desuden i to selvvalgte oplæg, der tager udgangspunkt i elevernes interesser.

Tid til refleksion og inspiration
StudieInfo er elevernes første møde med de videregående uddannelsesinstitutioner – på et tidspunkt i deres skoletid, hvor de ikke er pressede til at beslutte sig. Arrangementet skal inspirere eleverne og give plads til refleksion over deres fremtid, så de er godt rustet, når den endelige beslutning skal tages. På StudieInfo kommer eleverne tæt på uddannelserne og i dialog med både vejledere og studerende, der kan fortælle om uddannelsernes indhold, om adgangskrav, studiemiljø og meget mere. Eleverne lærer også om forskellene på de mange forskellige uddannelsestyper fx erhvervsakademi-, professionsbachelor- og universitetsuddannelser.

Lærere og vejledere er velkomne
Eleverne bliver også klogere på, hvordan de bedst muligt arbejder med at undersøge deres uddannelsesmuligheder, når de kommer hjem og selv skal finde vej. StudieInfo giver desuden information om studiepraktik og inspirerer til hvilke uddannelser, eleverne kan besøge, når der afholdes Åbent Hus rundt om i landet. Lærere og vejledere er meget velkomne til at deltage i StudieInfo, og på www.studieinfo.nu findes hjælp til at forberede eleverne på arrangementet, så de får det bedst mulige udbytte af dagen.

Succesfuldt 2019 – og fremgang i 2020
Styregruppen bag StudieInfo justerer og forbedrer arrangementet fra år til år på baggrund af evalueringer fra både gymnasieskoler, uddannelsesinstitutioner og elever. Alle gymnasieskoler i Jylland og på Fyn inviteres til StudieInfo, og i 2020 deltager 141 gymnasieskoler (med i alt ca. 21.500 elever) i arrangementerne.

Læs mere om StudieInfo her

 

Faktaboks

Bag StudieInfo står følgende 17 uddannelsesinstitutioner:

  • Erhvervsakademi Dania
  • Erhvervsakademi Kolding IBA
  • Erhvervsakademi MidtVest
  • Erhvervsakademi Sydvest
  • Erhvervsakademi Aarhus
  • Forsvaret
  • Fredericia Maskinmesterskole
  • MARTEC
  • Politi
  • Professionshøjskolen UCN
  • Professionshøjskolen UC SYD
  • SIMAC
  • Syddansk Universitet
  • UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
  • VIA University College
  • Aalborg Universitet
  • Aarhus Universitet

 

Studievalg Danmark bakker desuden op om projektet og deltager med en stand ved alle arrangementer.